Forsiden
Kontakt
Det Sker
Medlem
Arkivet
Udlejning

Og der var et borgermøde...

.... LÆSERBREV: En tilfældig deltagers oplevelse af mødet.

Mandag den 9. oktober 2006 havde 3 foreninger inviteret til Borgermøde vedrørende Koldby Byfest's fremtid.

De inviterende foreninger var Koldby Håndværker- og Borgerforening, Koldby Handelsstandsforening og Koldby/Hørdum Idrætsforening.

Formålet med mødet var at give input til de 3 inviterende foreninger om, hvorledes en eventuel fremtidig byfest i Koldby skal afvikles og hvilket indhold den skal have.

Et sådant tilbud kan man ikke sige nej til, så efter hurtig aftensmad og lidt vand i håret blev den gamle bil startet og turen gik til Koldby Kultur- og Aktivitetshus.

Mødet blev indledt med en velkomst af Henning Klausen, der som formand for en "slidt" bestyrelse i Koldby Håndværker- og Borgerforening kunne fortælle om en Byfest i 2006, hvor der var alt for få hjælpere, alt for få deltagere i børnedyrskuet og alt for få gæster.
Og som om det ikke var nok, så gav byfesten også et mindre underskud.

Så det var ikke underligt at denne bestyrelse ikke orkede at klare næste års byfest alene og udsendte et "råb om hjælp".

En lidt negativ og trist indledning af mødet.

Men da ordet blev frit blandt de fremmødte ca. 30 personer, fornemmede jeg en helt klart mere positiv stemning.
En stemning, som jeg håber udmønter sig i mere hjælp og større deltagelse ved næste byfest.

Men ét stod klart for mig...
Alle opfordrede foreningerne til at fortsætte med byfesten, herunder også børnedyrskuet.
Og udtrykte også viljen til at "bære i flok".

Der blev talt om mangt og meget i de 2 timer mødet varede.
Børnedyrskue, banko, tidspunkt for byfesten, varighed, størrelse, "konkurrenter", teltvalg, børnedyrskue, banko, musik, cola-diskotek, MGP, entre-priser, "En lørdag i Parken" kontra byfest, om øl skulle serveres i flaske m.v. m.v.
Så deltagerne kom rundt om meget, som det nok vil blive for voldsomt at beskrive i detaljer.

Min opfattelse af de vigtigste konklussioner på mødet:

Mange mente at der skulle være flere aktiviteter og en del mente at der skulle være et andet musikvalg.
Jeg fornemmede delte meninger om, hvorvidt det udelukkende skulle være lokale indslag eller om man også skulle have mere kendte navne.

Der blev opfordret til at man skaffer sponsorer (private/virksomheder), både som generelle sponsorater til byfesten, men måske også som "underskuds-sponsorer" i tilfælde af at man vælger at have mere kendte (og dyre) navne på plakaten.

Mødedeltagerne opfordrede til at nedsætte et Byfest-udvalg og gerne på tværs af foreningerne.
Et udvalg, der skal arrangere og gennemføre næste byfest.
En byfest, der fortsat skal gennemføres i Håndværker- og Borgerforeningens regi og dermed også med budgetter godkendt af foreningen.

Slutteligt opfordrede man foreningerne til at husstandsomdele et brev, hvor man opfordrer indbyggere i Koldby og omegn til at komme med input til næste byfest. Både hvad angår indhold, gennemførelse, financiering m.v.

Så selvom mødet startede i en lidt "mat" stemning fornemmede jeg at de fleste mødedeltagere forlod mødet i en meget positiv stemning og med viljen til fortsat at gennemføre byfester i Koldby.

T.Bang.

NB:
Har du allerede nu lyst til at give input til Koldby Håndværker- og Borgerforening om indhold, form, hjælpere, financiering m.v. til næste års byfest.
Så kan du klikke på postkassen nedenfor og sende en e-mail til foreningen.
Send en e-mail vedr. Koldby Byfest



Web design by Thyboen.DK 
Sidst opdateret: 21-11-2006